Kan L’EASY komme galt afsted?

Skrevet d. 25. October 2011 af Thomas Folmann

I fredags modtog jeg en e-mail fra L’EASY omkring mine muligheder for at låne penge.

Dog har jeg ikke givet samtykke til at den pågældende virksomhed må kontakte mig. Med andre ord kan der være tale om spam, hvilket ifølge forbrugerombudsmandens normale bødetakster koster 100 kr. per udsendt mail.

Det ville overraske mig meget, hvis L’EASY anvender denne type ‘forretningsmetoder’. Desuden ville de løbe en relativ stor økonomisk risiko, som næppe står mål med udbyttet – en mailudsendelse til 20.000 modtagere kan således koste op mod 2 mio. kr. i bøde!

Og ved nærmere eftersyn kommer mailen tilsyneladende ikke fra L’EASY selv. Afsenderen er derimod news@skipper.cccampaigns.net og nede i selve mailen refereres der til domænet rigtigrabat.dk – som ifølge DK Hostmaster ejes af Skipper Skræk Invest.

Spørgsmålet er så om L’EASY kan komme galt afsted ved at stå som afsender på mailen?

L’easy har næppe ikke ønsket at stå som afsender på mailen. Det er i hvert fald no-go for vores publishere, at anvende annoncørens eget navn som afsender på mailudsendelser!

Update 27. oktober 2011

Ejerforholdet af domænet er blevet opdateret på DK Hostmaster i forlængelse af dette blogindlæg. Domænet er således ikke længere ejet af et selskab på Cypern, men derimod Skipper Skræk Invest på Amager.

Jeg er desuden blevet kontaktet af den tidligere domæneejer, som ikke ønsker at have sit selskab på Cypern associeret med pågældende domæne. Domæneregistreringen var en vennetjeneste, og det cypriotiske selskab har ikke nogen kommercielle relationer til domænet – derfor er det oprindelige blogindlæg nu opdateret med det nye domæneejerskab ifølge DK Hostmaster per 27. oktober 2011.

Update 28. oktober 2011

I forlængelse af nærværende blogindlæg har jeg haft en dialog med L’EASYs mediabureau PHD, som understreger, at L’EASY absolut ikke ønsker at stå som afsender på mailen, og at der er tale om en direkte overtrædelse af retningslinjerne for kampagnen.

Helt specifikt vedrører det et punkt i retningslinjerne om, at nyhedsbreve ikke må fremstå som om, at de bliver sendt direkte fra L’EASY og ikke fra en tredje part. I dette tilfælde er der med andre ord tale om, at en publisher har forbrudt sig mod de retningslinjer, som er blevet sendt til alle netværk ved kampagnens start, og som netværkene har forpligtet sig til, at såvel de selv som deres publishers overholder.

Jeg vil samtidig gerne understrege hvad min hensigt har været med dette blogindlæg. Og den har været at belyse, hvilke problematikker en publisher kan skabe for annoncøren ved ikke at overholde gængse retningslinier – og helt almindelig sund fornuft!

Relaterede indlæg:

Kommentarer

Kommenteret d. af Alexander Valeur

Kære læsere af denne blog,

Efter personlig dialog med Thomas, vil jeg blot gøre jer bag skærmen opmærksomme på den anden side af historien.

Først og fremmest vil jeg beklage overfor Leasy at én af mine ansatte har udformet en mail som opfattes som værende sendt fra Leasy. Det er et brud på vore interne retningslinier, og det er bestemt ikke godt nok.

Jeg er ked af, hvis dette skal gå udover både mediebureau og det Affiliate bureau som jeg igennem længere tid har haft et godt samarbejde med. Det paradoksale er, at mailen indeholdt et super tilbud fra Leasy, mens at udformningen med afsender var helt forkert. Jeg ved dog med sikkerhed at Leasy har fået nye gode kvalitets-kunder via vores mail.

Det er selvfølgelig noget rigtig skidt, for Leasy skal naturligvis ikke ud som afsender på noget de ikke har sendt – det burde jeg have kontrolleret inden udsendelse.

Dernæst vil jeg gerne kommentere på starten af denne blog, hvor man indikerer at der ikke er givet samtykke til at ‘den pågældende virksomhed’ må kontakte ham. Det er korrekt at Leasy ikke har tilladelse til at tage kontakt til Thomas på email, men som det bliver beskrevet, er det min virksomhed der sender ud – og vi HAR permission på alle email adresser i vores database. Jeg har samlet op på lige fod med store brands igennem en survey og vi kan bevise alt fra timestamp og ip-adresse til navn og adresse, samt et ID på den survey, Thomas har givet samtykke i. Jeg har tilbudt at sende denne dokumentation til Thomas Folmann – ret skal jo være ret. Af den årsag, er formuleringen omkring “spam” lidt tvetydig. Vi har permission på Thomas’ email.

Tak fordi I valgte at læse den anden side af historien, jeg vil nu – selv – gøre mit bedste for at rette op skaden hos Leasy.