En cowboymail fra Mailpepper?
Hvad fa’en er det for en mail, som vi har sendt ud? Det var min første kommentar, da jeg så en mail med overskriften ’Modtag din julegave’ og noget med et gavekort på 7.500 kr. til enten TOYS”R”US, H&M eller Hi-Fi Klubben fra vores Mailpepper.
Med andre ord var der noget for enhver smag – men alligevel fik jeg mailen galt i halsen! I min terminologi er der tale om en ’cowboymail’ eftersom man nemt kommer i tvivl om, hvorvidt man rent faktisk har vundet et gavekort eller ej.
Det giver selvsagt højere klikrater, men det sker på bekostning af forbrugeroplevelsen – og er denne ikke i orden, så kan det også aflæses direkte på afmeldingsraten, hvilket ikke ligefrem er et ønskværdigt scenarie for min forretning.
Måske det er årsagen til at vi tidligere (før min tid red.) har haft 10 forskellige email-baser med en udpræget dobbeltdækning – så afmeldte forbrugerne sig et nyhedsbrev, så havde vi fortsat mulighed for at kontakte dem alligevel.
Uanset hvad, så har vi for et år siden samlet alle vores email-baser i én og samme. Det ligger mig højt på sinde at fjerne alle levn fra fordums cowboytider. Og derfor er jeg meget lidt stolt over den seneste mail fra Mailpepper.
Jeg har naturligvis undersøgt hvor kæden hoppede af. Og den hoppede af ca. 800 KM sydvest, nærmere bestemt i Amsterdam. Kampagnen er nemlig solgt via vores hollandske kontor, hvilket dog ikke legitimerer det som er sket - men jeg kan garantere for at det ikke sker igen!
